Folkeligheden

Folkeligheden

Grundtvig under salmesang

Uddrag fra digtet "folkeligheden" 1848 af N.F.S. Grundtvig.

Til et folk de alle høre
som sig regne selv dertil
har for modersmålet øre
har for fædrelandet ild.
Resten sig som dragedukker
selv fra folket udelukker
lyser selv sig ud af æt
nægte selv sig indfødsret

Folkeligheden.

Folkeligt skal alt nu være
Trindt om Land fra Top til Taa,
Noget Nyt der er i Giære,
Det selv Tosser kan forstaae;
Men kan alt hvad brister bødes
Med det Ny, som først skal fødes?
Veed man ogsaa hvad man vil
Meer end ”Brød og Skuespil?”
Med Forlov at spørge!

Folk! hvad er vel Folk igrunden?
Hvad betyder ”folkeligt”?
Er det Næsen eller Munden,
Hvorpaa man opdager sligt?
Findes skjult for hver Mands Øie
Folket kun i Kæmpehøie,
Eller bag hver Busk og Plov,
I hver Kiødklump før og grov?
Med Forlov at spørge!

Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand!
Er de alle af den Onde,
Naar de klarlig skielnes kan?
Hvad skal alt i Landet ligne,
Mine Tanker eller dine?
Skal vi alle nu om kap
Skygger skabe hip som hap?
Med Forlov at spørge!

Spørge kan en enkelt Daare
Meer end Syv kan svare paa,
Baade nu og selv ad Aare,
Om de end for Viismænd gaae,
Dog til Daaren paa hans tale
Svar der er i Odins Sale,
Svar der er i Odins Bryst,
Svar der er i Mimers Røst
Svar ei fattes Skoven!

Folk der var i gamle Dage,
Baade store Folk og smaa,
Om der end er Folk tilbage
Giøres nu der Prøver paa:
Folke-Vætter[1] alle vaagne,
Som de vævre, saa de dovne,
Hvad de alle kan og vil
Er at sætte alt paa Spil
Svar ei fattes skoven!

Byrd og blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!
Svar ei fattes Skoven!

Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;
Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt
Nægte selv sig Indfødsret!
Svar ei fattes Skoven!

Rive løs sig Rigets Stænder
Fra den fælles Folkeaand,
Da gaaer Hoved, Fødder, Hænder
Latterlig paa egen Haand,
Da er Riget sønderrevet,
Fortidsalderen udlevet,
Folket mødig[2] sover hen,
Vaagner vanskelig igien!
Svar ei fattes Skoven!

Har dog Folket havt til Vætte
Meer af Aand end Veir og Vind,
Trøstig det sig tør forjætte
Liv igien, som aandes ind:
Gylden-Aaret, som det falder,
Efterglands af sin Guldalder,
Som giør alting aabenbart,
Livet lyst og Ordet klart!
Svar ei fattes skoven!

Saa paa os i Nørreleden[3]
Aander nu vor Vætte prud,
Med vor Pest han bryder Freden,
Driver Tydsk af Norden ud,
Vækker trindt i Danmarks Rige
Alt det Danske, Folkelige,
I vor Hjerne, i vort Bryst,
I vor Skrift og i vor Røst!
Svar ei fattes skoven!

Faar vi ægte Danske Love,
Danske Skoler splinternye,
Danske Tanker, Danske Plove,
Rinder op vort gamle Ry:
”Dansken, lykkelig begavet,
Bor med Fred og Fryd paa Havet;”
Da er Folkets Daad og Digt,
Da er alting Folkeligt!
Svar ei fattes skoven!

Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand
Kalde alt Udansk det Onde,
Værge Danskens Fædreland,
Og mens hver har Sysler sine,
Alle dog hinanden ligne,
Har tilfælles Byrd og Blod,
Modersmaal og Løvemod!
Svar ei fattes skoven!

Fædres Konger, Kæmper, Skjalde,
Skæbne, Lykke, Raad og Daad,
Alle Danske deres kalde,
Spørge Mimer[4] helst om Raad,
Er blandt Bøge bedst tilmode,
Hue mest det Fredegode[5],
Stirre helst på Bølgen blaa,
Lege end med lokker Graa!
Svar ei fattes Skoven!

Folkeligt er her i Vangen
Endnu eet af Hjertensgrund,
Folkelig er Elskovssangen,
Ægte Dansk i allen Stund,
Ei paa Val[6] og ei paa Thinge
Agtes Børn og Kvinder ringe;
Hvad der end gaaer op og ned,
Dansk er immer Kiærlighed!
Svar ei fattes Skoven!

(1) Vætte: i folketroen et overnaturligt væsen, fx elverfolk, alfer, nisser.

(2) Mødig: træt; bekymret; udmattet.

(3) Nørreled: i nord; Norden; Skandinavien.

(4) Mimer: I nordisk mytologi en jætte, der vogter visdommens kilde (Mimers brønd).

(5) Frode Fredegod: dansk sagnkonge, i hvis regeringstid landet var meget fredeligt.

[6] Val: kampplads; slagmark (jf. Valhal).