John Wycliffe

Født ca. 1324

Død 1384.

Reformationens morgenstjerne.

John Wycliffe

Lyset bryder frem i England.

Før reformationen fandtes der kun ganske få eksemplarer af Bibelen; men Gud tillod ikke, at hans ord helt forsvandt. Dens sandhed skulle ikke forblive skjult for evigt. Lige så let som Gud kunne åbne fængselsdøre og skyde slåen fra jernporte for at befri sine tjenere, kunne han frigive livets ord.

I forskellige europæiske lande var der mennesker, der blev vakt af Guds Ånd til at søge sandheden, som var den en skjult skat. I England opstod ”reformationens morgenstjerne” i det fjortende århundrede. John Wycliffe blev reformationens budbringer, ikke blot i England; men for hele kristenheden. Den protest, han fik lov at give udtryk for over for Rom, skulle aldrig bringes til tavshed. Den indledte kampen, som skulle føre til menneskers, til kirkers og nationers frigørelse.

Ingen frigørelse uden kamp. Sådan har det altid været.

Wycliffe fik en alsidig uddannelse, og Herrens frygt blev hos ham visdommens begyndelse. På universitetet lagde man mærke til ham for hans lidenskabelige fromhed og for hans fremragende evner og grundige, videnskabelige dygtighed. Så stor var hans kundskabstørst at han tragtede efter indsigt i alle fag. Han blev uddannet i den skolatiske filosofi, i de kirkelige love og regler og i borgerlig ret, især i sit eget lands love. Hans uddannelse her skulle vise sig særlig værdifuld for hans senere gerning. Med sit indgående kendskab til den tids spekulative filosofi kunne han afsløre dens fejltagelser, og hans studier af de nationale og kirkelige love havde forberedt ham til den store kamp for borgerlig og kirkelig frihed. Han kunne ikke blot føre de våben, Guds ord havde givet ham i hænde; men han havde også erhvervet sig skolernes intellektuelle disciplin, og han forstod skolastikernes taktik.

Ligesom senere reformatorer forudså Wycliffe ikke, da han tog sin gerning op, hvor den ville føre ham hen. Det var ikke med vilje, han stillede sig i et modsætningsforhold til Rom; men troskab mod sandheden kunne ikke undgå at bringe ham til strid mod falskhed. Jo klarere han så pavedømmets fejl, jo mere alvorligt fremførte han Bibelens lære. Han så, at Rom havde forsaget Guds ord for menneskelige overleveringer. Frygtløs beskyldte han præsteskabet for at have fjernet den hellige skrift og forlangte, at Bibelen skulle gives tilbage til folket, og at dens overhøjhed skulle genoprettes inden for kirken. Han var en dygtig lærer og en veltalende prædikant, og hans daglige liv en demonstration af de sandheder, han talte om.

Da det gik op for de pavelige ledere, at denne reformator var ved at vinde sig større indflydelse, end de selv havde, blev de rasende.

Wycliffe var kongens hofpræst og han gik stærkt imod at kongen skulle betale skat til paven, sådan som han forlangte, og han påviste at det var imod såvel sund fornuft som åbenbaring; når paven således tiltog sig magt over verdslige herskere. Kongen og de adelige blev enige om at afvise pavens krav på skat. Derved blev der rettet et stærkt slag mod pavens overherredømme i England.

I England fandtes der en masse tiggermunke. Reformatoren førte også krig mod disse tiggermunkeordener. Der var et mylder af disse i England og de bragte fordærv over rigets storhed og velstand. Munkelivet i lediggang og tiggeri tærede hårdt på folkets midler og skabte foragt for nyttigt arbejde. Ungdommen blev demoraliseret og fordærvet. Munkenes indflydelse foranledigede mange til at gå i kloster og hengive sig til munkelivet, og dette skete ikke blot uden forældrenes tilladelse; men også uden deres vidende og i modstrid med deres befalinger.

Luther kaldte senere dette: ”afskyelige umenneskelighed.”

Det værste var at mange studenter blev lokket ind i disse munkeordener, senere fortrød de det, da de så hvad det indebar. Det betød at de havde ødelagt deres liv og fremtid og bragt sorg over deres forældre; men når man først sad i snaren, var det umuligt for dem at få deres frihed igen.

Paven havde givet tiggermunkene bemyndigelse til at give syndsforladelse. Dette blev en kilde til meget ondt. Tiggermunkene blev så optaget af at give syndsforladelse så selv de værste forbrydere blev tilgivet mod et pengebeløb. Det forøgede deres indtægter og blev en god forretning. Det forårsagede også at ugerninger og forbrydelser steg i den grad.

De syge og de fattige derimod blev overladt til sig selv med deres lidelser da de ingen penge havde, kunne de heller ikke få syndsforladelse. Almisserne gik til munkene og enhver der ikke gav dem gaver blev stemplet som ugudelige.

Jo, der var godt nok brug for en reformator til at sætte skik på tingene. Mange havde forsøgt uden held; men Wycliffe gik til ondets rod og erklærede at hele dette system måtte afskaffes. Folk begyndte at få øjnene op og diskutere problemet. Mange begyndte at forstå at det ikke kunne lade sig gøre at købe syndsforladelse. De spurgte om ikke det var bedre at søge Gud end paven i Rom.

Wycliffe skrev traktater til offentligheden mod disse tiggermunke og han ville overhovedet ikke diskutere med dem. Han hævdede Bibelens lære mod disse tiggermunke.

Kongen udnævnte Wycliffe til Rektor af Lutterworth. Han havde tilbragt to år i Nederlandene som ambassadør sammen med pavens udsendinge. Det gav ham kendskab til mange ting. Han fik kontakt med mange gejstlige fra Frankrig, Italien og Spanien. Nu vente han tilbage til England for at genoptage sin tidligere undervisning mere åbent og med større iver, og han erklærede, at begærlighed, stolthed og bedrag var Roms guder. Denne udnævnelse fra kongen bekræftede at der ikke var utilfredshed med ham og hans ligefremme tale; i hvert fald ikke hos kongen og hoffets funktioner.

Snart blev der udsendt pavelig torden imod ham. Tre bandruller sendtes til England – til universitetet, til kongen og til prælaterne – alle med ordre til omgående og effektivt at bringe denne kætterske lærer til tavshed.

Jeg tror det var heldigt for Wycliffe at han befandt sig i England. Omstændighederne lagde sig til rette til fordel for ham.

Edward III 1312-1377

Biskopperne i England havde stævnet Wycliffe. Han skulle fremstilles hos dem; imidlertid blev han ledsaget af to kongelige fyrster med stor magt til domstolen og folk omringede stedet så meget og indtrængende at dommerne udsatte sagen og Wycliffe kunne uhindret drage bort. Kort tid efter døde Edward III, som prælaterne havde prøvet at påvirke i hans høje alder mod reformatoren. Nu blev Wycliffes beskytter konge.

Der kom dog en ordre fra paven med bandruller om at arrestere og fængsle kætteren Wycliffe. Det pegede direkte mod bålet. Der var ingen tvivl: Roms hævn stod for døren.

Gregor XI

Døden kom ikke til reformatoren: Gud beskyttede Wycliffe: ”Frygt ikke…. Jeg er dit skjold. Den pave der havde beordret Wycliffes udryddelse nemlig Gregor XI døde og sagen mod Wycliffe blev opløst.

Guds forsyn styrede endnu en gang begivenhederne for at give reformatoren nye udviklingsmuligheder.

Efterfølgerne til GregorXI blev to paver der revaliserede. Nu var der pludselig to magter der hævdede at være ufejlbarlige. De stred imod hinanden. Denne indre strid svækkede pavedømmets magt. De revaliserende magter havde nok at gøre med at bekæmpe hinanden og det gav Wycliffe fred og ro i nogen tid. Kirken oversvømmedes af skandaler og forbrydelser; imens arbejdede reformatoren målrettet og flittigt i sit fredelige sogn Lutterworth. Han pegede på fredsfyrsten Jesus.

Uroen i kirken med al dens ufred og korruption banede vejen for reformationen.

Wycliffe gjorde som sin Herre, som var Jesus. Han prædikede evangeliet for de fattige. Han var ikke tilfreds med blot at virke i sit eget sogn; men han ville sprede sig til hele England. Han organiserede en gruppe prædikanter; almindelige, hengivne mænd, der elskede sandheden og ikke havde større ønske end at bringe den videre til folk i landsbyerne og gaderne. De opsøgte gamle, syge og fattige og gav dem de glade budskab om Guds nåde.

Wycliffe var professor i teologi ved Oxford universitet og han prædikede Guds ord. Han prædikede for studenterne. Han fik navnet evangeliedoktoren. Hans livs største indsats var bibeloversættelse til det engelske sprog. Det var hans mål at oversætte Bibelen til engelsk så at alle og enhver i England kunne læse om Guds underfulde gerninger på deres eget modersmål. Pludselig gik arbejdet i stå, selvom han endnu ikke var fyldt 60 år. Det at være reformator havde tæret på kræfterne og han blev tidlig gammel. Han blev angrebet af en farlig sygdom. Nyheden fik tiggermunkene til at gnide sig i hænderne af fryd. Man mente at dette var Guds straf og at han nu ville komme til at fortryde alt det onde han havde gjort imod kirken. De skyndte sig til hans værelse for de tænkte at han nu måske ville have skriftemål og syndsforladelse. De begav sig ind til ham og sagde: Du har døden på dine læber: Tilbagekald alt hvad du har sagt til skade for os. Reformatoren lyttede til dem i tavshed og bad så om at blive rejst op i sengen. De stod alle og ventede på hans afsværgelse; men han sagde til dem med sin faste stemme der så ofte havde fået dem til at skælve: Jeg skal ikke dø; men leve.” Overraskede og skamfulde forlod munkene værelset.

Wycliffes ord gik i opfyldelse. Han levede, så han kunne give sine landsmænd det stærkeste af alle våben mod Rom i hænde; nemlig BIBELEN. Den oplysende bog mod al falsk kirkelære. Der var mange store forhindringer at overvinde, inden dette værk var færdigt. Wycliffe var tynget af sygdom; han vidste at han kun havde få arbejdsår tilbage; han så hvilken modstand han ville få at kæmpe mod; men opmuntret af løfterne i Guds ord tog han fat på opgaven med frejdigt mod. Guds særlige forsyn havde bevaret ham og forberedt ham til dette det største af hans arbejder – medens han endnu havde sine åndelige evners fulde kraft og rige erfaring. Mens hele kristenheden var i oprør koncentrerede reformatoren sig i rektorboligen i Lutterworth om den opgave, han havde påtaget sig, uden at ænse det uvejr, der rasede udenfor. Omsider blev han færdig med sit arbejde – den første oversættelse af Bibelen til engelsk, der nogensinde var lavet. Nu var reformatoren ikke bange for fængsel eller bål. Han havde givet det engelske folk et lys i hænde som aldrig skulle slukkes. Ved at give sine landsmænd Bibelen havde han gjort mere for at bryde uvidenhedens og lastens lænker, mere for at befri og ophøje sit land end man havde opnået ved selv de mest strålende sejre på slagmarken.

Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opfundet. Bibelen kunne fremstilles men kun i få eksemplarer ved et langsommeligt og besværligt arbejde. Efterspørgslen var stor, så mange frivillige meldte sig og tog del i afskrivnings arbejdet. Afskriverne havde svært ved at følge med efterspørgslen. Nogle af de rige ville have hele Bibelen; mens andre nøjedes med dele af den. Ofte var der flere familier der gik sammen om at købe et eksemplar. Således fandt Wycliffes Bibel snart vej ud til folket.

Appelen til sund fornuft bragte snart mennesker ud af deres passive underkastelse under de pavelige dogmer. Nu lærte Wycliffe dem protestantismens særlige grundsætninger. Frelse ved tro på Kristus og den hellige skrifts ufejlbarlighed. Næsten halvdelen af det engelske folk antog den nye tro.

Endnu engang planlagde de pavelige ledere at bringe reformatoren til tavshed. Han blev stævnet for tre domstole, den ene efter den anden; men uden at de fik noget ud af det. Først erklærede en synode af biskopper, at hans værker var kætterske. De vandt den unge konge; Ricard II, over på deres side og fik ham til at udstede en kongelig befaling, der dømte alle, der var i besiddelse af de forbudte læresætninger, til fængsel. Wycliffe appellerede til parlamentet. Uden frygt anklagede han præstevældet for det nationale råd og krævede reformering af de enorme misligheder, som kirken godkendte. Det så lidt sort ud for Wycliffe; men det endte med at parlamentet lod sig påvirke af Wycliffes gribende påberåbelser og de tilbagekaldte straffeordningen, og reformatoren var fri igen.

Endnu en gang tredje gang blev han stillet for domstolen og denne gang for det højeste kirkelige tribunal i hele kongeriget. Her viste man ingen kættere nåde. Her ville Rom endelig triumfere, og reformatorens værk blive standset. Hvis deres forehavende havde lykkedes var der kun to muligheder for Wycliffe, enten at afsværge sin lære eller forlade retten for at blive overgivet til flammerne. Wycliffe afsvor ikke noget. Frygtløs stod han fast på sin lære og afviste sine forfølgeres beskyldninger. Han stævnede i stedet sine modstandere for den himmelske domstol. I retssalen mærkedes Helligåndens kraft. Som pile fra Herrens bue gennemborede reformatorens ord sig ind i deres hjerter. I kæmper mod den sandhed der er stærkere end jer. Det er ikke mig i kæmper imod sagde Wycliffe. Jeg er en gammel mand på gravens rand. Sandheden vil overvinde jer var hans ord. Da han havde talt færdig forlod han forsamlingen, og ikke en eneste forhindrede ham i det.

Til sidst blev han stævnet for det pavelige tribunal i Rom. De havde ofte udgydt de helliges blod. Wycliffe var ikke blind for den fare der truede ham. Han ville have fulgt stævningen hvis ikke et anfald af lammelse havde ramt ham, så han var ude af stand til at gennemføre rejsen. Han udtrykte sig skriftlig til retten. Han skrev til paven fra sit rektorsæde. Han turde oven i købet irettesætte paven og bebrejde ham al den pomp og pragt han var omgivet af. Wycliffe regnede med at han fik betale med sit liv, fordi han havde fremlagt sandheden for dem. Det så ud til at han ville blive dømt til bålet. Wycliffes ord var: Hvad! Skulle jeg leve og tie stille? …Aldrig! Lad slaget komme, jeg er rede. Guds forsyn skærmede stadig hans tjener. Wycliffe havde aldrig søgt at beskytte sig selv; men Herren havde været hans beskytter. Nu følte fjenderne sig sikre på deres bytte; men Guds hånd bragte ham uden for rækkevidde. Han var ved at forrette altergangen i sin kirke i Lutterworth, da han faldt om, ramt af lammelse, og kort tid efter udåndede han.

Hans gerning var slut. Gud havde udpeget ham til at reformere og oversætte Bibelen til engelsk, forkynde evangeliet m.m. Sandhedens ord blev lagt i hans mund og Gud beskyttede ham, så at Ordet kom ud til folket. Grunden var lagt.

Wycliffe kom fra den mørke middelalder. Der var ingen forgænger før ham. Han var den allerførste reformator. Løftet op ligesom Johannes døberen til at udføre en speciel opgave. Det var en bred og dyb grund der var blevet lagt. Hans efterfølgere kunne ikke gøre det bedre.

Det var ved at læse Wycliffes skrifter, at Jan (Johan) Hus i Bøhmen kom til at indse mange af romerkirkens fejl og tog fat på reformarbejdet. Sandhedens sæd blev sået videre. Det var umuligt at få ram på Wycliffe. Han var bjærget. Nu var grunden lagt som inspiration til hans efterfølgere. En guddommelig hånd førte reformationen videre.

40 år efter John Wycliffes død blev hans ben gravet op og brændt efter en beslutning på kirkemødet i Konstanz. Asken blev strøet i denne flod Swift.

Et gadeparti fra landsbyen Husenic i Bøhmen, hvor Johan Hus voksede op og blev opdraget af fattige, gudfrygtige forældre kan ses under billeder, sammen med meget andet.