Brorsons liv og virke

Hans Adolph Brorson. 1694-1764

Brorsons tid, liv og virke, salmedigtning har sin forudsætning i to sider.
Den ene side var det enevældige statsstyre. Det dannede rammerne for hans virke som præst og biskop.
Den anden side var den pietistiske vækkelse som var kernen i hans forkyndelse og fromhed.

Den politiske side var på den tid tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Det ændrede styreformen i Danmark. Det ændredes fra at være valgkongedømme til arvekongedømme.

Hvad man mere kan sige er at Kongen Christian V var både staten og kirkens overhoved. Religionen var den evangelisk lutherske lære. Det var samfundets ideologiske fundament. Det var kongens pligt at værne mod kættere og spottere.

Der var både danske og tyske provinser. Kongen af Danmark havde fået overdraget af den tyske kejser Slesvig og Holsten som len.
Det var svære forhold fordi Slesvig og Holsten var hertugdømmer. De stod under hertugen Gottorp. Hertugdømmet Slesvig havde med byerne Tønder, Løgumkloster og Åbenrå.
I Vestslesvig fandtes herregården Trøjborg og Brorsons fødesogn Randerup. Det hørte administrativt under kongeriget Danmark. Det blev styret fra tyske kancelli. Administrationssproget var tysk, selvom den største del af befolkningen var dansk.
Love og forordninger fik betydning for de kirkelige forhold. Enevældens regulering af gudstjeneste livet gennem indførelsen af Danmarks og Norges kirkeritual. (1685. Ligeledes Kingos salmebog (1699). Disse forordninger gjaldt kun kongerigerne og ikke hertugdømmet. I hertugdømmerne klarede man sig med ældre ordninger og forskellige danske og tyske salmebøger. Der var ofte tysk gudstjenestesprog og salmesang i rent dansktalende menigheder. I Brorsons fødesogn Randerup var der derimod Kingos Salmebog. Enevælden prægedes af den gennemgående tendens at skabe orden og ensartethed.

Kendskabet til Bibelen var begrænset og befolkningens indsigt i den kristne troslære indskrænkede sig til udenad lærte katekismus stykker.

Forkyndelsen i kirkerne formåede kun i ringe grad at ændre noget ved det. Prædikenen bestod oftest af en tør og polemisk (kværulerende) behandling af teologiske lærespørgsmål. Det gik som regel hen over hovedet på folk. Der blev sagt at man kunne være sikker på sin frelse bare man holdt sig til den rene lære og i et lydigt liv i kald og stand overholdt verdslige og kirkelige reglementer. Heroverfor stod pessimisme, krig, økonomiske kriser og social elendighed. En meget dårlig samfundsudvikling gav en forestilling om at verden snart gik sin undergang i møde.

Midt i alt dette kom der en vækkelse som kaldes pietismen. Det var en ny tid med syndsbevidsthed og overgivelse. Bodsindvielsen har sat sit præg på Kingos salmer og skabte et grundlag som den pietistiske vækkelse kunne arbejde videre på. De sociale aspekter fik en stærkere betydning og blev ofte forbundet med et optimistisk fremtidshåb. Pietismen udviklede sig til en åndelig vækkelse med betydelig bredde og gennemslagskraft. Vækkelsens forhold til det etablerede enevælde var ikke altid uden problemer.
På den ene side var enevælden nødt til at hilse vækkelsen velkommen fordi de højnede og styrkede befolkningens kristne tro og dermed enevældens ideologiske fundament. En bedre moral vil altid have en socialdisciplinerende virkning. Nu kunne man føre ud i livet at Danmark var et Guds rige, som kongen ved Guds nåde skulle forvalte.
På den anden side herskede der en vis mistro til vækkelsen. Et gennembrud af en sådan vækkelse kunne føre til sværmeriske anskuelser der kunne sætte spørgsmålstegn ved den lære der var vedtaget.
Den pietiske vækkelse opstod i Tyskland. Foregangsmanden hed Phillip Jacob Spener (1635-1705). Han var en præst fra Frankfurt am Main. En anden stor hovedskikkelse er August Hermann Francke (1666-1727) Spener havde medvirket til at denne August i 1687 i Lüneburg fik en personlig frelsesoplevelse hvor han blev friet fra en fortvivlende fortabelsesangst og fik i stedet en urokkelig frelsesvished. Det skete som et under. Det var ligesom at vende en hånd. August Herman Francke gav en udførlig forklaring og beskrivelse af sin omvendelse. Det var en genfødsel. Bibelen taler om at blive født på ny. Det var en ny åndelig fødsel. Nu startede en ny epoke i pietismen.
Francke døde 1727. Nu opstod den tredje hovedretning indenfor pietismen nemlig hernnhutismen. Grundlæggeren var greve Nikolaus Ludwig von Zinzendorf (1700-1760). Han var allerede som barn blevet velsignet af Spener med henblik på arbejdet i Guds rige. I Niederlausitz nær grænsen til Böhmen ejede Zinzendorf godset Berthelsdorf. 1722 gav han en gruppe flygtninge fra Böhmen og Mähren, efterkommere af den gamle böhmiske brødremenighed, tilladelse til at etablere en koloni, som fik navnet Herrnhut. 1727 begyndte Zinzendorfs ledelse af et menighedsliv. Dette udviklede sig til et selvstændigt kirkesamfund kaldet: Brødremenigheden.
Den fromme Christian VI (1730-1746 havde allerede som kronprins under en rejse til Tyskland truffet Zinzendorf og modtaget et stærkt indtryk af hans personlighed. Han fremkaldte en vækkelse ved hoffet. Det var imidlertid den hallepietismen der satte sit præg på Christian VI regeringstid. Det var den pietisme der omfattede Francke tiden.
Christian VI opfattede sig selv som et syndigt menneske, der havde frelse behov. Nu kommer vi til Brorson. Han blev udnævnt af Christian VI til et højt embede. Christian VI byggede det første Christiansborg, der med sin rigdom og pragt skulle repræsentere den enevældige konges magtfuldkommenhed.
Det er indenfor rammerne af denne ejendommelige forbindelse af enevælde og pietisme, magtudøvelse og religiøs vækkelse at Broson udfolder sin virksomhed som embedsmand og salmedigter.

Brorsons fødested Randerup er et lille marsksogn mellem Ribe og Tønder. Det hørte til kongeriget og i kirkelig henseende Ribe stift.
Kaldsretten til kirken hørte under herregården Trøjborg, der ved giftermål var kommet i Hans Adolph von Buchwalds besiddelse. Han boede ikke på gården, der blev bestyret af en godsforvalter.
Godsforvalteren var Brorsons morfar Nikolai Clausen. Senere også hans morbroder af samme navn.
Brorsons slægt var oprindelig bønder.
Brorsons farfar Broder Pedersen var præst i Randerup 1649 og blev efterfulgt af sønnen Broder Brodersen 1685. De to andre sønner blev præster i Ballum og på øen Amrum. (I nærheden af øen Sild)
Broder Brodersen giftede sig med en datter af godsforvalteren på Trøjborg Catharina Margrethe Clausen. I dette ægteskab fødtes tre sønner. Nicolai 1690, Broder 1692 og Hans Adolph 1694 (sidst nævnte opkaldt efter ejeren af Trøjborg). Alle tre brødre fik betydning indenfor den danske pietisme.
Drengene voksede op i beskedne kår. Familien var tynget af gæld indtil faderes død 1704 oversteg boet med 1301 mark. Kreditorerne eftergav dem tre fjerdedele, ”af kristelig medlidenhed imod det fattige bedrøvede hus.”
Der herskede en inderlig og alvorlig kristendom i hjemmet.
Da faderen lå på sit dødsleje fandt han trøst i Kingos salme: Nu rinder solen op af østerlide.
Der findes et vers der lyder således:
For mine børn og sæd
Om jeg vilde sørge.
Om jeg hver time græd
Og vilde spørge:
Hvor skal de deres brød og lykke tage?-
Gud lever jo endnu;
Han komme dem i hu;
De skal ej klage.

Oluf Holbech blev sønnernes huslærer og senere deres stedfar. Han giftede sig med enken, fik kaldet overdraget af Otto Friedrich von Buchwald, der havde efterfulgt sin far som ejer af Trøjborg. Ægteskabet var harmonisk. I 1706 fik de en halvsøster Cathrine Steenbek Holbech.

Brorson blev omvendt i Løgumkloster. Brorson var huslærer for sin morbroders 3 børn. Brorson boede da 4 år i Løgumkloster og der fik han sit religiøse gennembrud. Her befandt han sig også i hjertet af den vestslesvigske vækkelse og havde rig mulighed for at omgås med præsterne fra de omkringliggende sogne. Brorson blev også grebet af vækkelsen. Hans vidnesbyrd om sin omvendelse lyder sådan:
Ved den tiid begyndte hand at faae Meere Indsigt i den sande Christendoms beskaffenhed, under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aadelige betragtninger at smage Evangelii Sødhed.

Brorson tidsfæster sin genfødsel til Løgumklostertiden.
Brorsons frelses vished var en af de langsomme, der efterhånden førte til større indsigt. Det var ikke nogen pludselig frelsesvished.

Brosrsons oplevelse af genfødelsen beskrives i en salme han har skrevet. I den rigtige version er der 18 vers. Jeg skriver kun første vers her:
Guds igienfødde, nye, levende siele!
Møder vor abba i syngende flok,
Herrens nye skabningers liflige siele
Kand i hans lofsang ey øve sig nok,
Lader dog hver sig for faderen høre,
Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre.


Hans Adolph Brorson bliver gift med den sekstenårige kusine Catharina Steenbek Clausen. Brylluppet fandt sted i Løgumkloster 26. november 1722.
Der fortælles ikke noget om hvorledes tilværelsen formede sig for det unge præstepar. Der var en skygge over deres liv. Tre af de seks børn der fødtes i Randerup døde som små.
Brorson var præst i Randerup 1722.
Senere 1729 var han præst i Tønder (tredje præst)
Brorson er også salmedigter. Hans salmer handler meget om at finde Jesus gennem omvendelse og frelse. Det kræver at tage personlig stilling medens man lever. Døden gør at det er forsent. Den tid vi lever er ”naadens korte tiid.”
Brorson har skrevet julesalmen: Den yndigste rose er funden.

I 1730erne opnåede pietisterne høje embeder indenfor statskirken.
Nicolai Brorson var præst i Frederiksborg Slotskirke. Han havde prædiket for Christian VI i Kolding, og efter det, blev han præst i Frederiksborg Slotskirke.
I 1735 blev han præst i Nicolai Kirke i København.
Broder Brorson blev stiftsprovst 1736 i Ribe og året efter biskop i Ålborg.
Til efterfølger som stiftsprovst 1737 var det den yngre bror Hans Adolph Brorson. Han måtte nu afslutte sin otteårige virksomhed i Tønder på grund af denne forfremmelse.

I disse år gik der en vækkelse hen over byen og Brorson var med der. Hans pietistiske forkyndelse og salmedigtning slog igennem både i hans egen menighed i Ribe såvel som i andre vakte kredse i Sønderjylland.
Brorson realiserede en salmebog der hed: Troens rare klenodie (skat).
Salmerne havde forskellige hovedinddelinger: Troens frydefest. Troens grund. Troens midler. Troens frugt. Troens kamp og seyer. Troens herlighed. Troens ende.
Denne salmebog blev den danske pietismes vigtigste opbyggelsesskrift.
Indeholdet 274 salmer. 81 salmer af Brorson og 193 oversættelser.
En oversættelse der er værd at nævne er en salme af Paul Gerhardt: ”Wie soll ich dich empfangen” Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat.
Brorson tilegner sig den spenerske pietismes håndfaste og pågående vækkelsesprædiken. Den deler det skarpt op i forskellen mellem den omvendte og uomvendte.
En anden salme der handler om skabelsen hedder: Op! Al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise, det mindste hand har skabt er stort, og kand hans magt bevise.

Brorson havde også en tid med en dyb personlig krise. Han kom i konflikt med sin religiøse overbevisning og sit embede. I denne periode forekom der hypokondriske og depressive træk.

Brorson bliver biskop i Ribe. Han blev udnævnt af Christian VI 5. maj 1741. Han opnåede det samme som sine to brødre, et betydningsfuldt embede i enevældens statskirke. Brorson forblev i dette embede til sin død 1764.
Inden han blev indsat i bispeembedet mistede han sin hustru. Hun døde ved fødslen af deres trettende barn, der som de to tidligere var døds født. Dette slag ramte Brorson hårdt. Han overvejede at fra sige sig bispeembedet.
Han kom sig igen og giftede sig året efter med Johanne Christiane Riese, en datter af den pietistiske vakte provst i Agerskov og søster til Broder Brorsons hustru. Hun var en from kvinde og interesserede sig meget for Brorsons salmedigtning. Ægteskabet var uden tvivl harmonisk. Der kom tre børn og hustruen var utrættelig i sin omsorg for sin svagelige mand som hun måtte ledsage på de mange anstrengende rejser. Efter Brorsons død levede hun adskillige år hos deres yngste datter i Varde.
De første år af Brorsons andet ægteskab overskyggedes af økonomiske problemer, idet han blev forelagt at betale sin forgængers gæld til staten. En tredjedel blev eftergivet. Bispegården var så forfalden at det ikke kunne betale sig at istandsætte det. Brorson måtte derfor selv købe et 200 år gammelt stenhus det såkaldte ”Tårnborg” der indrettedes til bispebolig. Der boede tjenestefolkene og familien, kusken og den sindsyge og lamme søn der var indespærret bag tremmer i et afsides kammer.
Familielivet havde dog også sine lyse sider. Brorson brød sig ikke om at gå ud; men ville gerne have gæster. I hjemmet holdt han andagt med sin husstand. Her sang man hans egen salmer, og han kunne underholde med sang og lutspil. Trods sine begrænsninger økonomisk hjalp han ofte de fattige. Han var meget gavmild. Hans hustru blev nødt til at holde igen.

Med glæde kunne Brorson konstatere ”en kiøn opvekkelse” i hele Sønderjylland, ja endog Skjernegnen.

Året efter Brorsons død udgav hans søn Broder Brorson der var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn Svane-sangen. (København 1765) Her handler det mere om privatopbyggelig karakter. Det var ikke beregnet til offentliggørelse. Det var åndelige sange der var forfattet i de sidste år af hans levetid.. Svane sang består mest af åndelige viser, enkelte digte kan betegnes som salmer og er optaget i den danske salmebog. Det meste er udsprunget af Brorsons helt personlige religiøse liv og af den musikglæde, som han dyrkede i familiens skød.

Brorson vender blikket opad og skuer i en vision den triumferende Kristus i himlen.
Jeg seer dig, søde Lam, at staae
Paa Zions Bierge-Top.
Men ak! Den Vej du maatte gaae,
Saa tung, saa trang derop.
O! Byrde, som paa dig var kast,
Al Verdens Skam og Last.
Saa sank du i vor Jammer ned,
Saa dybt, som ingen veed.

Et andet digt i Svane- sang er ”Den store hvide Flok vi see”.

Brorsons tro er den tro der efter et liv i modgang og lidelse forvandles til ”tusind’ Engle-Lyst”.