Angst og kvaler
Martin Luther havde store kampe i sit liv; især da han sad i katolsk kloster. Han var en ivrig Bibellæser. Han blev klar over, at han var en synder, og at han skulle
angre. Når man på den tid angrede sine synder skulle man skrifte. Det vil sige, at man skulle finde en præst, og lade ham lægge øre til syndsbekendelse. Når denne syndsbekendelse var slutført skulle der gives en
godtgørelse, i form af gode gerninger, eller betale en slags bod, for at godtgøre synden. Man skulle gøre sit bedste, og udføre fromhedsgerninger og give almisser. Nåden og syndsforladelse, skulle man ligesom gøre sig
fortjent til. Man skulle blive sådan, at Gud havde behag i en.
Luther havde meget besvær med sig selv og sine skyldfølelser. Han græd og rystede af angst. Han følte sig på afgrundens
rand, og så ned i det allerdybeste helvede. Han blev nemlig aldrig, som han syntes han skulle være. Hvordan kunne han tro, at Gud ville være ham nådig?
Hjertet
Martin Luther blev helt desperat over, at ikke kunne leve op til Guds forventninger. Mit hjerte er ikke, og bliver ikke som det skal være.
Luther læste i Mattæus Evangeliet kapitel 19, som taler
om fuldkommenhed. Martin Luther var doktor i teologi og lære i den Hellige Skrift.
Luther var altid i gang med Bibelstudium, kontra sin egen hjertekamp.
Tårnkammer
Martin Luther vidnede
ofte om sine oplevelser i tårnkammeret. Til sidst faldt skællet fra hans øjne, og han gjorde sin opdagelse.
Martin Luther var påvirket af en religiøs forståelse af Gud, og det blokerede
for åbenbarelsen af Gud.
Martin Luthers forståelse af Gud var noget den katolske kirke, og den tids religiøse havde oplært ham i. Guds retfærdighed betød for Luther Guds dømmende
retfærdighed. Det var et nådesløst evangelium, og det gjorde ham fortvivlet. Åbenbarelsen Martin Luther gjorde, frelste Luther. Han blev mæt og tilfreds med sig selv, og kunne hvile i Guds nåde, fordi han fik åbenbaret
korsets og blodet som Jesus udgød for al verdens synd. Martin Luthers kamp var slut.